Et sjældent øjeblik…

…Hvor jeg ligger i soveværelset og bare laver ingenting! Ludvig hygger med sin far udenfor, så jeg er ALENE! Havde jeg lige brug for. Jeg hænger snart ikke sammen mere af træthed, skulle lave toast til frokost, og kunne seriøst ikke huske hvordan man gør – jamen, det er da også en større gastronomisk prøvelse, eller noget…

Burde jo så nok udnytte alene-tiden til at sove, men det kan jeg så ikke. Men nyder nu alligevel bare at slappe af, for hold nu op, man er meget på. Misforstå mig ikke, jeg nyder hvert eneste øjeblik. Som regel. Men altså, med et underskud så stort på søvnkontoen, at jeg ville melde mig konkurs og bankerot, hvis det var en rigtig konto, så er mit overskud lige pt ikke-eksisterende. Det er lidt sjovt, for der er åbenbart stor forskel på, hvornår vi synes det er hårdt som mødre, nogle synes det er mega hårdt i starten når de er spæde, da synes jeg til gengæld det var piece of cake. Bevares, han vågnede et par gange i løbet af natten og skulle ammes, og lurene om dagen varede sjældent mere end 20-30 min, så var han sulten og skulle skiftes igen (jeg undres stadig, hvordan kan der være SÅ meget lort i så lille et menneske?). Men på en eller anden måde, var det vel forventeligt, og han sov jo også rigtig meget. Nu er det ikke længere altid nok med en ammetår om natten for at sove videre. Nu skal vi afprøve om alle de motoriske færdigheder vi kan om dagen også dur om natten…

Nu er det vidst på tide at komme i gang med aftensmaden:)

Men altså, han er da skøn, ikk?;)