Man ved, at man lige så godt bare kan stå op når…

…baby har møflet rundt i sengen i over en time, imens man desperat har forsøgt at telepatere noget træthed ind i drengen. Når han så i stedet vælger, at sætte sig op ad væggen, banker baghovedet ind i væggen – hov!? Hvad var det, prøver lige 3 gange mere. Hvorefter han så begynder at skraldgrine – ja, så ved man ligesom at søvnen ikke har tænkt sig at indfinde sig foreløbig;) Også selvom klokken på dette tidspunkt var lidt i fire.

Vi skal på besøg i hans måske kommende børnehave i dag, det er jeg ret spændt på, men mere om det senere…